torsdag den 4. april 2013

Spidskåls taco med chilistegte champignons, tomatsalsa og avocado.

Nem og hurtig aftensmad er hvad jeg kan overskue i øjeblikket! Og det var det her til aften, og endda vanvittig tilfredsstillende! Desuden dejligt at spise noget andet end blendede grøntsager! De sidste to uger har jeg nærmest kun spist grøntsags smoothies til aften pga. dovenskab, opgaveskrivning og eksamen... Det ændrer sig forhåbentligt fra mandag!

Nuvel, aftenens ellers simple festmåltid bestod af sprøde spidskåls tacos med chilistegte champignons marineret i tamari og citronsaft, hertil tomatsalsa vendt med bladselleri. Toppet med avocado, grønkålschips og hampefrø. Yay! Skal lave disse champignons noget oftere, lette og meget tilfredsstillende.


Chilistegte champignons, til 1 sulten person (mere end på billedet)
  • 5 store brune champignons, skåret i skiver
  • 4-5 spsk citronsaft
  • 2-3 spsk tamari
  • 1/2 tsk tørrede chilikorn
  • 1 lille løg, finthakket
Læg champignons i en skål og hæld citronsaft og tamari udover, vend dem så de alle har fået farve. Lad stå et par minutter før du vender dem igen. De kan være lidt besværlige at håndtere, så hæld evt. marinaden over i en kop og tilbage udover. Lad marinere i 10-15 minutter.

Varm olie på panden med chili. Steg svampene ved høj varme til de begynder at blive bløde, tilsæt løg. Steg til løgene er bløde og har fået farve.

Tomatsalsa med bladselleri, til 1 sulten person (mere end på billedet)
  • 7 datterino tomater
  • 3 soltørrede tomater, skåret i mindre dele
  • 3 soltørrede abrikoser, skåret i små tern
  • En smule rød peberfrugt
  • 1 stængel bladselleri, skåret i mundrette stykker
  • En smule frisk chili
  • Salt og peber

Blend begge slags tomater, abrikoser og peberfrugt med snittet chili. Smag til med salt og peber. Vend bladselleri i salsaen.

Skyl 2 spidskåls blade og anret, pynt med avocado, og hvad hjertet ellers begærer af nødder, frø og andre grøntsager :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar